THE PATH

The Path foto-installation i Fordham udstillingssted, Fordham Street, London E1 fandt sted i maj 2001.

The Path var en vigtig udstilling for mig, fordi den handler om at finde sin egen vej frem i verden. Nogle gange kan man løbe, til andre tider må man krybe, og af og til må man gå ad besværlige ikke trådte stier.

Det er ikke sikkert, man kan se målet klart fra begyndelsen, men det skal nok komme inden for rækkevidde før eller siden, hvis man tager forhindringerne én efter én.

Fra Genese:
“At indtage eller vige en plads, det er hele spørgsmålet. Der er dem, som indtager pladserne, der er dem, som viger pladsen. De, som indtager pladserne, indtager altid og overalt pladserne, og de, som viger pladsen, viger den altid. Der er optagne pladser, der er ingen tom plads. Rummet er sammensat og derefter mættet af optagne pladser, hvor de tagende myldrer uroligt, næsten ubevægeligt. Uroen kommer af kampen om pladsen. Hele rummet er intrige, det er en sky, det er et kaos, underlagt støjens og kampens stabile krigstilstand… De, der indtager deres pladser, er instabile og stabile. De skaber bevægelse og hvile… De synes at handle, de tumler omkring. Men deres vrimlens integrale er lig nul. De ligger ikke på den lade side. De lader som om… De, som indtager pladserne, er stabile i kraft af udveksling og substitution, ved afløsning, vagtskifter… Den ene rykker ikke mere frem end den anden. Og i kraft af substitutionen hersker kun drab og skin. De, som viger pladsen, flytter sig og forsvinder. Disse sidstes hvidhed er det rent processuelle. At vige vil sige at gå et skridt til siden. De går til side. De, som viger og går til side, begynder i deres cession, overdragelse, en pro-ces (lat. cedo, går, viger). De, som tager pladserne, stabiliserer dem og drukner dem i larmen. De, som viger pladsen, har allerede gjort det første skridt i processen…
Æneas, søn af Venus, vær hilset. Afrodite er kærlighedens gudinde, fordi hun forlod intrigen.”